Fyn rundt 2020
Fotografi og tekst Nis Peter Nissen og Åse Bonde
	Øhavsstien i al slags vejr Sommerens vandretur 2020 var henlagt til Fyns land. En for os velkendt men vandremæssigt uudforsket dansk lokalitet. Det begyndte i rigtigt danske tag-regntøj-af-og-på bygevejr, hvor ordsproget om, at der ikke findes dårligt vejr men kun dårligt udstyr, for alvor kom på prøve, idet hastigheden, hvormed vejret slog om fra sol og hastigt drivende skyer til heftige regnskyl, satte vores evner til hurtigt at iklæde os regnbukser og -frakker på tilsvarende prøve. Udstyret holdt dog, og vi bestod efter utallige tøjskift prøverne, mens vi nød turen fra Vester Skerninge ned gennem Syltemae Ådal langs kornmarker og hegn med vilde og modne kirsebær, der gav os røde fingre og smagen af barndommens somre, gennem Ådalens løvtræsbevoksning, med uendelige nuancer af grønt i grønt, og henover åens kringlede snoninger, mens græssende kvæg på ådalens våde og sumpede enge dovent så på. Vi gik i læ for vinden, så vi kunne nyde ådalens mange fuglestemmer og endnu engang ærgre os over ikke at kende de fleste med undtagelse af guld- og gråspurvenes kvidren, skovduernes kurren og solsortens fløjtende sang. I de fjerne kunne vi høre brummen fra landbrugsmaskiner på arbejde, mens lyden af vores første feriedags vandretur langsomt sev ind i kroppen.
Vinden går også frisk over Øhavets vande Smag på ordet – Syltemade Å - og bemærk stavemåden. Syltemae Å staves nemlig både med ”ae” og med ”ade” ifølge opslag på Svendborg Kommunes website. Mon den første er en særlig fynsk fonetisk stavemåde med et helt usynligt ”d”? For enden af ådalen, hvor Syltemae Å forenes med det Sydfynske Øhav, forlader Øhavsstien ådalens læ og følger derefter kysten vestover mod Faaborg. Vinden tog derfor til og kastede regntunge skuer med så stor kraft henover himlen, at vi havde svært ved at høre andet end bølgernes brusen og vindens susen om ørerne i den stive modvind. Men udsigten var fantastisk. Mod sydøst gled Ærøfærgen langsomt forbi og klemte sig ind i Svendborgsund mellem Tåsinge og Skarø. Mod syd og vest anedes Drejø, Korshavn og Avernakø længere vestover. Øhavet frister til sejlads, og man forstår hvorfor Fyn og øerne har været købstadsskibsfartens arnested og tjent formuer til de driftige skibsredere og købmænd. Rigmænd har de været, og rigmænd bor stadig langs vandet. Øhavsstien løber helt ude ved havet, sine steder på stranden mellem sten og opskyllet tang. Af og til tager stien et lille sving op ad skrænten langs landmænds marker. En grøn stribe af slået græs, gemt i læ for vinden bag hegn med slåen, hyld og vilde æbler, vidner om jordejernes gavmildhed. De deler deres herligheder med de vandrende. Andre rigmænd med flotte villaer og udsigt over sund og hav ønsker ikke at dele. De er ikke en del af fællesskabet. Øhavsstien bøjer sig derfor og slår op i landet, mens vi vandrer uden om deres ejendom. Vi kom forbi, men tilbage er en undren over, hvorfor disse rigmænd ikke kan unde de fåtallige vandrere havudsigtens glæder.
	Sydfynsk idyl Efter godt 15 km vandring i stiv kuling og modvind gjorde vi holdt i Fjællebroen. Et navn så fynsk at det halve kunne være nok, hvilket det på sin vis også var. En lille havn til fritidsfiskeri, småjoller og lystsejlbåde samt en grillbar, der lugtede af pølser, som var stegt for længe, og en samling huse, der vidnede om erhverv og beskæftigelse, som ikke længere giver hverken indtjening eller mening for husenes beboere. Men idyllisk ser det ud. Hist og her, hvor vejen slår en bugt, mødtes vi af lavloftede og gulkalkede bindingsværkshuse, med røde bjælker, stråtag og stokroser i forhaven ud til den sirligt revne småstensrabat. De gamle piletræer følger vejen langs de korngule marker, der synes ganske stråforkortede og helt uøkologiske uden så meget som en enkelt valmue eller kornblomst, hen til endnu en stråtækt fynsidyl med blomstrende prydhave og tid til at passe den. På vejen passerede vi flere æblehaver, hvor træerne er tilpas lave til at man, når tiden er inde, kan plukke de modne æbler fra oven, blot man stiller sig på tå og strækker sig lidt. Vi havde regnet med at tage bussen tilbage til Vester Skerninge, men Fjællebroen betjenes ikke længere af en sådan offentlig luksus. I stedet vandrede vi på en snorlige asfalteret vandre- og cykelsti anlagt der, hvor jernbanen i sin tid gik fra Faaborg til Svendborg med stop ved stationen i Vester Skerninge, som i dag betjener børn i børnehaven fremfor rejsende.
Gl. Avernæs Vejret var - i hastigt tempo - omskifteligt, men gav også øjeblikke af smukke oplevelser, når den lave og varme aftensol fandt vej gennem skyer og alléens gamle lindetræer.
	Aftentur på Gl. Avernæs Første stop på turen rundt på Fyn var på Gl. Avernæs, hvor vi blev budt velkommen af et venligt personale, der kender Åse fra de mange kurser, hun har holdt på stedet, og hvis venlighed så sandelig også dryppede på magen Nis Peter. Gl. Avernæs ligger smukt ved den smalle landtange, som forbinder Fyn med halvøen Helnæs og skiller Lillebælt fra Helnæs Bugt. Beliggenheden inviterer til ro og afslappet væren i naturen. Den kraftige vind havde i løbet af dagen blæst de tunge regnvejrsskyer bort og for en stund givet plads til den lave aftensol. Vi benyttede derfor tiden inden middagen til en tur rundt i haven, der ligger flot med skrånende udsigt udover bugten til de hvidkalkede stråtægtsgårde, som på den anden side lyste op i det korngule og sommergrønne fynske landskab. På grunden, er der anlagt en fynsk frugt-, bær- og æblehave, som endnu er i sin spæde vår, men dog kunne byde på modne ribs, der smagte vidunderligt friskt og syrligt, og som næste morgen blev til en ekstra håndfuld luksus til den delikate morgenplatte med frisk brød og delikatesser fremtryllet af gode lokale råvarer.
Helnæs rundt På vejen til Middelfart kørte vi ud til Helnæs, der ikke er større, end at turen rundt tager mindre end en time. Men halvøen ligger flot som et lille dryp på Fyn, hvor Lillebælt møder det Sydfynske Øhav. Halvøen byder på mange små og idylliske huse, en kirke, en strand, forsamlingshus, flere gallerier, som vi senere opdagede også byder på et imponerende musikprogram med kendte og dygtige musikere indenfor flere genre på repertoiret, en nedlagt skole, der i dag på vegne af fødevaregiganten Arla helliger sig madkulturen som dannelse, samt en række landbrug, hvoraf et mindretal stadig er aktive i det erhverv. Alt sammen noget der vidner om, at en gang var her et levedygtigt landsbysamfund, der kunne brødføde et par hundrede mennesker eller flere. I dag mest landliggere, gallerister, sommerhusgæster og enkelte fastboende landmænd. For enden af Helnæs er der også et fyrtårn. Engang for de sejlende. I dag mest for besøgende fra landsiden som et – indrømmet - meget fotogent et af slagsen, især når man fanger det oplyst af den stærke morgensol med truende bygevejr udover Lillebælt som skæbnesvanger baggrund. Bygevejret ramte os få sekunder efter så ihærdigt, at resten af halvøen rundt blev foretaget i bil.
	På den ene side - på den anden side Helnæs forbindelse til resten af verden sker primært via vejen over en smal tange, der på den ene side havde et oprørt Lillebælt, hvor den stive kuling piskede skum henover vejen, og på den anden side en rolig og stille Helnæs Bugt, der i læ af den lave tange, gav plads til flittige sky-surfere, der nød godt af vinden, men undgik de hidsige bølger.
Amatørornitolog på fynsk fotosafari Pludselig mens vi kørte ad de mindste veje, vi kunne finde på vej til Middelfart, sejlede to kæmpe dørplader henover os og landede mindre end hundrede meter inde på en mark, mens de lokale måger hidsigt skrigende og på afstand angreb de to kæmper. Amatørornitologen fik travlt og fumlede med kamera og objektiv for at få øjeblikket foreviget for altid i andet end den flygtige og lunefulde hukommelse. Resultatet taler for sig selv. Kornet, uskarpt og lidt rystet, men umiskendeligt et foto af en af Danmarks godt to hundrede voksne havørne med den karakteristiske hvide hale og enorme vingefang. Det blev i øvrigt det eneste foto vi tog fra dagens etape, der pga det lunefulde danske sommerbygevejr mest foregik i bilen med regnen piskende på ruden. Et enkelt stop og en vandretur rundt om Thorø, der siden 30’erne har været en del af Københavns Lærerforenings ejendomsbesiddelser benyttet til feriekoloni. En dejlig tur med flot udsigt og masser af kraftige byger, der endnu engang fik os til at sætte Danmarks rekord i hurtig-på-med-regntøj disciplinen.
	Åse ved slottet Vi var ikke de eneste, der havde taget imod et godt tilbud om luksusophold på Hindsgavl Slot ved Middelfart. Men vi nød luksussen, de smukke omgivelser med stokroserne og aftenturen langs Fænøsund. Som på Gl. Avernæs har Hindsgavl Slot en stor og dejlig køkkenhave, der forsyner køkkenet med friske grøntsager og årstidens bær og frugt. Ribsene var modne, hvilket hverken morgenmad eller middagsmenu nu bar præg af. Men et par gode håndfulde kunne sammen med modne kirsebær også tilfredsstille den vandrende naturgourmant in spe.
Nis på slottet Aftenturen rundt om slottet sluttede med en kølig pilsner i de fornemme lokaler i hovedbygningen inden take-off tilbuddets treretters menu blev serveret i den store og ligeså fornemt renoverede lade. Som man kan se på billedet, er det ikke særligt svært at falde ind og føle sig hjemme i de bløde lænestole under krystallysekronen og med ægte og nyplukkede blomsterdekorationer på de spejlblanke sofaborde.
	Slotsdrømme og barndomsminder Det er nu ikke fordi jeg hverken drømmer om eller har særlige minder fra en barndom på slottet, men …. når jeg bliver voksen og rig, kunne jeg godt lokkes med en stor park med udsigt over sund eller bælt og store grønne græsplæner, hvor mine børnebørn kunne slå kolbøtter om kap med de store blade, der i vinden vil trimle henover græsplænen, mens jeg i ro og mag nyder min eftermiddags first flush Darjeeling te. Det kræver nok en gartner eller to, men det går vist nok an, hvis man alligevel bliver rig. Barndomsminderne handlede også om kolbøtter, for da jeg var barn i forrige århundrede, boede jeg i en stor villa med en terrasse, der hævede sig en lille halv meter over den kæmpe store græsplæne, der strakte sig helt ned til enden af haven. På den græsplæne slog jeg kolbøtter sammen med min farmors søster – en ældre dame på omkring 64 år, veteran og koncentrationslejrfange fra 2. verdenskrig, som trods sin høje alder ikke var for gammel til at lære os børn at slå kolbøtter på plænen. Hvis jeg kan, vil jeg huske at slå kolbøtter med mine børnebørn, også selvom jeg ikke ejer et slot med en kæmpe græsplæne og flere gartnere til at passe den 😊
Lillebæltsstien i alt slags vejr Dagens vandretur gik rundt om pynten ad Lillebæltsstien langs havnen i Middelfart til Strib på den anden side af den nye Lillebæltsbro. En tur der nåede op på 26 km i alt. Vejret var igen lunefuldt og lagde ud med dejlig frisk vind fra sydvest og vekslende sol og sky med den ene fantastisk smukke udsigt udover Lillebælt efter den anden. Øjeblikket efter trak de mørke regnvejrs skuer indover bæltet og kastede tunge regndråber af sig med vinden piskende ind fra bæltet.
	Breaking - breaking: Nis er nu nået til Lillebælt Nis havde pressevagten, den uge vi vandrede rundt om Fyn. Det blev nogle travle dage. På turen fra Hindsgavl til Strib blev det til tre interviews med dagspressen, et live interview med P1 orientering og et TV-indslag til TV2nyhederne indimellem regnbygerne, museumsbesøg og de drivende skyer. De øvrige dage, var der desuden 1-3 interviews om dagen samt en række opkald fra læsere, seere og lyttere der havde kommentarer. De fleste heldigvis venlige og med opbakning.
Vandring mellem og under broerne Vi gik fra Hindsgavl Slot ad Lillebæltsstien til Strib. Under vejs passerede vi først den gamle Lillebæltsbro og siden den nye. Begge imponerende bygningsværker fra hver sin tid. Langs kysten fra Middelfart og nord på til Strib ligger den ene mondæne millionvilla efter den anden. De fleste med egen strand og ulyst til at lade os andre vandre i strandkanten. Enkelte endda med ulyst til naboer, hvorfor ejeren har opkøbt flere grunde på række for at få fred. Med freden blev brudt, da broen blev bygget. En konstant summen af travl trafik døgnet rundt og afhængigt af retningen forstærket af vindstyrken er nu deres nærmeste nabo. Turen endte i Strib – en kedelig by med et kanonbatteri, der engang måske har gjort gavn og efter byens egen vurdering heltemodigt bidraget til den sidste danske krigssejr for snart to hundrede år siden i ca. 1850. Vi tog bussen tilbage fra Strib til Middelfart og fortsatte til fods med en enkelt afstigger til Clay museet, der havde rigtig fine udstillinger af kunstkeramik af bl.a. Carl Henning Pedersen og Catrine Raben Davidsen. En meget positiv bonusoverraskelse på en lang og smuk vandringsdag langs den fynske kyst ved Lillebælt.
	Fyns Hoved Sidste etape gik fra Middelfart til Nyborg, hvor vi endnu engang benyttede et tilbud på et Signatur hotel og fik som bonus turens bedste morgenmad med udsigt over storebælt og de bittesmå lastbiler, der pga. afstanden syntes at snegle sig henover broen. Turen til Nyborg gik igen ad de mindste veje, vi kunne finde langs kysten, gennem søvnige landsbyer og på grusveje gennem skove og marker, der tilhører de mange godser og herregårde, der ligger spredt ud over Fyns frugtbare jorde. Det blev til en dejlig tur i det nord- og østfynske med et stop i Bogense, endnu en idylisk lille fynsk købstad, som ingen af os havde besøgt før. Vandreturen på det østligste Fyn var planlagt til Fyns Hoved og på vejen benyttede vi lejligheden til at genbesøge Danmarks smukkeste museum – Johannes Larsen Museet, der foruden alle de dejlige malerier af de fynske bondemalere med især en imponerende samling af Fritz Zybergs landskabsmalerier, også havde en meget vellykket udstilling af Henrik Saxgrens fotos fra Arktis og Tøndermarsken. Fotografierne fra Arktis var ualmindelig imponerende. Billeddokumentation af en livsform på kanten, rå og farverig, men uendeligt smukke billeder, næsten som malerier, af isfjelde og -fjorde, isbjørnejagt, hvalrosfangst og -slagtning, død, indvolde og blod og menneskelig væren. Da vi landede på Fyns Hoved brød solen frem og gav os et imponerende syn med blåt hav næsten hele vejen rundt og et udsyn til både Samsø og Sjælland og i det fjerne Jylland. Lyset og genskinnet fra havet næsten hele vejen rundt var fantastisk og man fornemmer, hvorfor de fynske bondemalere tog til Fyns Hoved og malede henover sommeren.
	Lokal øl og gourmet fisk Efter en dejlig lang dag med masser af solskin rundt om Fyns Hoved føltes det næsten som sommer, selvom temperaturen på grund af den kølige nordvestenvind ikke helt nåede sommergrader. På vejen hjem stoppede vi derfor i Kerteminde og fik en eftermiddags øl af den helt lokale af slagsen fra Kerteminde Bryghus – Amanda til fruen og Zyberg til herren - med udsigt til den fynske gourmet restaurant, hvor vi havde planlagt at fejre afslutningen på vores Fyn Rundt vandretur 2020. Det viste sig at være et rigtigt godt valg. Rudolf Mathis er en dejlig fiskerestaurant, der ligger i venlige og lyse lokaler med udsigt over kanalen og god plads mellem borderne. Stole og det runde bord var pladseret så vi kunne sidde ved siden af hinanden med udsigt over restaurant og livet på kanalen, der dog ikke var så myldrene af sejlerliv, at det gjorde noget. Menuen var rigtig god – frisk fisk og skaldyr fra havet og velsmagende fra start til slut, kogt eller stegt/grillet lige tilpas så fisken smeltede på tungen og inviterede til endnu en bid. Gourmetmiddagen blev en dejlig afslutning på vores lille rundtur på Fyn, der bød på rigtigt mange flotte vandreture, skiftende dansk sommervejr og afslappet forkælelse i smukke omgivelser på de velkendte fynske kursusejendomme. På vejen hjem regnede det … hele vejen til Islands Brygge!