Åses og Nis på nye eventyr
Indien revisited 2015
Fotograf Nis Peter Nissen og Åse Bonde
	Fra kaotisk mylder til stille ro Mere end 30 år efter, vi første gang betrådte Keralas vestvendte strande, vendte vi tilbage. Denne gang var indgangen til Keralas herligheder Kozhikode, der tidligere hed Calicut (hvoraf navnet på kalkun formentlig kommer J ) og endnu engang blev vi ved ankomsten slået af det myldrende liv, der er alle vegne. Den uorganiserede trængsel ved bagage-claim i lufthavnen, de larmende køer af alt der kan køre på hjul foran ankomsthallen, den kaotiske og dyttende trafik, der på trods af at alle vil frem på samme tid alligevel stille og roligt skrider fremad, mens vejkantens handelsliv glider forbi som farvestrålende tableauer af virkelyst, det foretagsomme handelsliv i centrum med gade efter gade af samme butikker med billigt tøj i alle farver og til alle størrelser, mærkevarebutikker med sko, denim, tasker og ure så billige at brandægtheden kan betvivles, kobber og messinglamper, der måske gemmer på flere af Aladdins hemmeligheder, tropefrugter og juice i lange baner og juvelerbutikker med guld, glimmer og løfte om lykke. Der er mennesker og foretagsomhed overalt og derfor virkede den forfriskende og afslappede tur langs stranden med eftermiddagens lave sol, der sendte lange skygger med bølgerne op på stranden, mens den kølige brise fra det Arabiske hav kærtegnede vores svedige og varme hud, som en dejlig og behagelig kontrast, vi – eller rettere de – gladeligt delte med mange og venlige indere. Kontrasten blev gentaget, da vi sidste på eftermiddagen kom tilbage gennem centrums mylder til vores logi - Hari Vihar, der er et smukt og venligt refugie, hvor vi siddende på varandaen stille og roligt kunne slappe af efter næsten 24 timers rejse på tværs af kloden , mens vi lod blikket hvile betaget på havens blomster, fugle og farvestrålende sommerfugle.
Kerala cooking Uden mad og drikke dur eventyrlystne rejsefæller kun lidet. Men at lide den tort blev vi så absolut forskånet for. Sydindien og især Kerala er kendt for et overdådigt køkken inspireret af de afgrøder som de gunstige forhold tilbyder. Her nyder Åse et traditionelt festmåltid Sadya bestående af ris med et stort udvalg af veltilberedte og velsmagende retter serveret i små skåle og spist fra friske bananblade. Fra højre en banancurry med bl.a. chili og kokos, rødbede og kokos salat, bønner med kokos, kokos chutney, frisk hvidkål og kokos, bananachips, friturestegte bananer med ingefær, dal, youghurt med gulerødder, chili og løg. Dertil et skvat salt og friske og sprøde papadam. Uden for billedet kom desserten med små søde bananer, frisk papaya, ananas, blå druer og rispudding serveret med god sort kaffe. Efter sådant et måltid var vi også glade og mætte J
	Wayanad Retreat Vi blev vækket tidligt af muezzinen der i det fjerne kaldte til bøn ved halv seks tiden, og mens det blide morgenlys trængte ind gennem vinduernes moskitonetbeklædte tremmer lå vi stille og lyttede til lydene af en fremmed by, der vågner. En besked på et ukendt sprog, en hane der galer langt væk, kvinder der rasler med potter i køkkener lidt tættere på, havemanden, der gør klar til morgenvanding, fugle der besynger lyset og i de fjerne støj fra den evige trafik, som vi nogle timer senere begav os ud i til turens første egentlige rejsemål. De kølige skove i bjergene. Et par timers kørsel – for vores vedkommende i privatlejet bil med egen chauffør – fra Kozhikode ligger Wayanad District i højlandet ind til nabostaterne Tamil Nadu og Karnataka. Distriktet er velkendt for sine the- , gummi- og kaffeplantager, vildtreservater og sit behagelige klima, der på en februardag kan minde om en af de varmere danske somre. Af samme grund har området været et yndet retreat for englændere og rige indere, når heden i lavlandet blev uudholdelig. Et sådant ferie retreat er Aranyakam, et tidligere farmhouse, der stadig hører til en indisk kaffefarm, hvis ejer i dag foruden økologisk kaffe og peber driver et romantisk retreat for fortravlede europæere, der nyder nogle dages afslappet ro i de kølige bjerge. Aranyakam byder bl.a. på to mindre hytter, fra hvis veranda, man har en fantastisk udsigt udover den grønne og frodige dal med den nedadgående sol til symfonien af sangen fra de mange fugle, der, mens solens sidste stråler kaster rosagyldent skær på de blå bjerge i det fjerne, priser lyset og kalder på natten. Helt stille bliver her aldrig, men roen falder over en når man stille lytter efter.
Nærkontakt på egen hånd Det her er nok det tætteste Åse nogen sinde har været på en levende elefant udenfor zoologiske haver eller cirkus. Helt alene uden hverken rangers, gudies eller andre af Muthanga Wildlife Sanctuary officials gik vi en lille uautoriseret vandretur ind i skoven nær vildreservatets hovedindgang, og lidet anende at vi begav os ind i selve reservatet stod vi efter 15 minutters vandring nærmest tete á tete med stedets store attraktion – en lyslevende og granvoksen tusker, der upåagtet vores forbavselse gumlede videre på underskovens grønne gevækster. Åse havde enda gå-på-mod til at nærme sig forsigtigt, så fotografen af dette billede nølende måtte følge trop. Vi fik senere at vide, at det ikke er hver gang elefanterne blot gumler videre, når uvidende turister forstyrrer. Ifølge vores vært blev to europæere forrige år dræbt af en rasende hanelefant i et andet vildreservat i Wayanur, og et par dage efter vi på egen hånd havde begivet os ind i vildreservatet, kunne vi i landets aviser læse om hvordan en inder, der boede i nærheden, blev overfaldet og spist af en tiger fra selvsamme Muthanga Wildlife Sanctuary. Et par dage senere dræbte ”the maneater” endnu et menneske, denne gang en pige, så forsøg ikke at gentage vores uautoriserede fotosafari på egen hånd, hvis du, kære læser, skulle komme på disse Sydindiske kanter. Selve den guidede tur i reservatet var lidt af en skuffelse sammenlignet med mødet med det vilde dyr. Bumlende af sted i en larmende jeep kørte vi en times rundtur i skoven og så et par egern, nogle få hjorte 3-400 meter væk og yderligere to små elefanter på afstand. Det bedste der var at sige om den oplevelse er at den er prisen værd idet vi på den måde gav vores økonomiske bidrag til bevarelse af Keralas natur.
	Cycling Kerala Det er sjældent man ser en inder cykle. I hvert fald i Kerala – eller rettere: Vi har stort set kun set busser, biler, scootere, motorcykler og så selvfølgelig de sorte og gule taxiknallerter, der pruttende og truttende bevæger sig ud og ind imellem de øvrige motoriserede køretøjer. Fodgængere er her også, men færre end jeg husker for 30 år siden og nu med sko, sneakers eller billige plastic slippers. Vi har ikke endnu set en barfodet inder, hvilket er meget forskelligt fra for 30 år siden og et tydeligt tegn på øget velstand i Kerala – måske, for tiden er hverken til friske forklaringer eller simple løsninger på de udfordringer Indien og de fattige i Kerala står overfor. At inderne ikke cykler selv afholdt imidlertid ikke os fra at forsøge os på de tohjulede. Åse lånte en lille herre mountainbike med mange gear, især de små, mens Nis forsøgte sig med en meget større og især tungere indisk damemodel uden andre gear en det tunge første, hvilket især var godt for hjertet på vej op ad de mange bakker. Cyklerne bragte os ud på landet, væk fra biler – næsten i hvert fald – og andet støjende trafik, forbi høstede rismarker, hvor mændene skar risen med segl og kvinder tærskede med håndkraft, gennem små byer med simple thehuse, alt-muligt-butikker og fancy modeforretninger, der solgte farvestrålede klædedraqter til en hver lejlighed. Åse benyttede sig af muligheden og købte for 100 rupie – ca 11 kroner - en lang blå kjortel med anstændige ærmer, så hun ikke støder unødigt med de medbragte og ærmeløse sommerkjoler, der i vores forstand passer godt til tropeheden. Vi mødte også megen venlig opmærksomhed, og gjorde vi holdt, stimlede der hurtigt en mindre forsamling af nysgerrige børn og voksne sammen, høfligt og på formfuldendt skoleengelsk spørgende til vores navne og hvor vi kom fra. Svaret lød til at gøre dem tilfredse, selvom de ikke vidste hvad Danmark er. Med navnene gik det bedre. De gav anledning til mange grin og fnisen fra børnene, når de skulle udtale Åse, mens det med Nis går bedre –især når det blev skrevet på malayalam – നിസ്.
Pooram festival i Kulappully Det var søndag og dagen for Pooram, en hindu festival, hvor der festes, danses og spilles høj høj musik til langt ud på natten. I løbet af dagen begav forskellige optog med guldudsmykkede elefanter sig mod et lille tempel, der ligger ved vejsiden ikke langt fra hvor vi boede. Foran elefanter blev meterhøje figurer af en hvid og en rød ko placeret på store vognlæs trukket af svedende festivaldeltagere, mens karthakalidansere og unge mænd med enorme og farverige dekorationer på skuldrene, dansede til lyden af lur-lignende basuner og hidsige trommer, det hele blandet godt op med larmen fra dyttende buser, hidsigt fløjtende betjente og den øvrige festival larm til et kakofonisk inferno af støj, så vi som de eneste udenlandske turister næsten kunne gemme os i det larmende festivalmylder. Vi kendte ikke til Pooram festivalen og havde ikke hjemmefra planlagt hverken at besøge det lille hindutempel, der ligger afsides på en mindre amtsvej i en provins som få turister besøger, eller cykle på mindre landeveje gennem Keralas brogede landsbyer. Men det er en del af charmen ved at kaste sig ud i eventyret, når man nu er i gang, og tage imod de oplevelser som dagen byder med åbent og nysgerrigt sind. En rejseform vi begge nyder til fulde.
	Kerala Housing Kerala er en af Indiens rigeste delstater, og det ses bl.a. på de mange store og nyopførte villaer - de fleste opført med penge tjent som gæstearbejdere i de rige oliestater ved den Arabiske Golf. Villaerne er imponerende flotte, to til tre etager med et utal af overdækkede og skyggefulde verandaer, balkoner med imposante søjler, svalegange og svalende tagterrasser, det hele kulørt og malet i kraftige farver med vinduer og skodder i ligeså stærke kontraster – orangegule, græsgrønne, okkergule, dybblå, bordeauxrøde, lyserøde, lyslilla, teglrøde, mintgrøn, citrongul, himmelblå, lysende lilla, choking pink, turkisgrøn, beige, cyklamen, magenta og mange flere. Et fantastisk og farverigt skue af det ene mere fantasifulde minipalads efter det andet. Rigdom skjules så absolut ikke i det kommunistiske Kerala. Senere dukkede en længe glemt erindring om simpel lykke frem, da jeg sent aften besluttede mig for at vaske dagens sved og støv af i det enkle udendørs badeværelse, der godt nok var forsynet med en bruser, men hvorfra strålen var så beskeden, at det var tvivlsomt om den ville nå jorden inden tropeheden udtørrede den. I stedet var en stor blikspand med dejlig køligt vand i rigelige mængder til rådighed. Og hvilken lykke at lade det kolde vand risle fra top til tå og mærke hvordan køligheden bredte sig med aftenbrisen, mens cikaderne sang og den aftagende fuldmåne kastede et svagt gulligt lys gennem kokospalmerne. Fornemmelsen af simpel velvære kom båret af badets kølige eftervirkning frem af erindringen fra hundredevis af andre spande med vand, jeg på tidligere rejser i Indien har ladet svale min varme og støvede krop og … der er altså ingen fotos her J
Kunnath Kalam guesthouse Et par kilometer fra Kulapully ligger en lille perle af et homestay guesthouse ejet af et tysk indisk ægtepar midt i en fantastisk have oprindeligt en gummiplantage men nu et aboret med mango, peber, sandal, papaya, curryleaves, kokospalmer, elefantpalmer, betelnøddepalmer og mange andre nyttige planter, der giver ly og næring til farvestrålende påfugle og et utal af andre fugle og sommerfugle og kærkomment bidrag til husholdning og bespisning af de tilrejsende gæster. Det er den tyske kunstner Susanne K.V., der har boet i mere end 20 år i Kerala, der især har sat sine fingeraftryk på stedet – både rent praktisk med sine narrative og coloristiske værker, der pryder væggene i bygningerne, og som hovedkvinden bag den økologisk drevne farm, der foruden nytteplanterne også omfatter rismarker. Der hviler en dejlig afslappet ro og fred på stedet og selvom vi blev vækket meget tidligt af højlydt og skrattende musik fra Hindutemplet i nærheden oplevede vi de tidlige morgener, hvor den varme morgensol skinnede på verandaen, mens vi nød en kop the og lidt frugt, som fredfyldte og intime, som om de kun var vores, dér på verandaen tusinder af kilometer hjemmefra. Susanne viste os rundt på farmen og fortalte om sit spændende liv som eneste europæer i miles omkreds og om de udfordringer den hastige voksende økonomiske vækst fører med sig. Det var et tankevækkende supplement til vores egne iagttagelser og noget vi nok ikke havde fået adgang til, hvis vi kun havde talt med indere.
	Mad Crab Susanne fortalte os også om livet som kunstner i Indien og om den årlige kunstbiennale, der afholdes i februar i Fort Cochin, vores næste destination. Biennalen er international med udstillende kunstnere fra hele verden og rundt i byen finder man i øjnefaldende installationer med skarpe kommentarer til aktuelle samfundsmæssige og globale udfordringer. Affald fx er et meget synligt og næsten uløseligt problem. Inderne og mange turister smider deres affald hvor det passer dem og skidt og plast flyder bogstaveligt talt overalt. Men en begyndende bevidsthed anes og som ofte er det kunsten, der sætter det på spidsen. På Fort Kochi Beach, hvor turister i tusindtal hvert år ynder at promenere med udsigt til indsejlingen til Cochin, har en kunstnergruppe lavet en kæmpe installation af plastaffald fra havet fulgt af en direkte opfordring til at stoppe svineriet. Turen til Fort Cochin var på mange måder en overgangsrejse fra et i sammenligningen fattigt landdistrikt med ingen turister til en moderne indisk storby med skyline, metro og et væld af turister – både rygsæks- og det grå guld. Selve Fort Kochi er dog en meget hyggelig bydel, der stadig bærer spor af sin fortid som koloni- og handelsstation for både portugisere, hollændere og englændere. Smalle gader, der i dag rummer kaffebarer, pizzarestauranter, rejsebureauer, tøj- og smykkebutikker samt gode hoteller med wi-fi og aircondition, lave huse og gamle og skyggefulde træer, der giver bydelen atmosfære. En svalende brise fra havet gør det samtidigt udholdeligt at ose rundt i gader og butikker.
Exclusive views Fort Kochi House er et hotel og restaurant, der ligger helt ud til vandet i Fort Kochi med egen anløbsbro, der i dag tjener som udendørs restaurant, hvorfra de heldige gæster har udsigt til den travle og helt moderne containerhavn på den anden side floden. Alt i mens store containerskibe, lidt mindre coastere og et mylder af fiskebåde, passagerfærger og om aftenen de romantiske sunset cruisefartøjer sejler forbi kan gæsterne nyde havnelivet og den friske og kølige brise fra første parket. På den måde fanger Fort Kochi House ganske præcist stemningen i og omkring Cochin, som på en gang en moderne og driftig indisk havneby med ambitioner om noget langt større, og samtidig en havneby med en synlig kolonial historie, der i dag danner rammen om et spirende turisterhverv med romantiske toner. Vi blev så betaget af udsigten, at vi bestilte bord til om aftenen og nød en solnedgangsmiddag for to med stearinlys og myggebalsam på bordene, den rosagyldne solnedgang i øjnene og senere, da aftenmørket sænkede sig over vandene, de store mørke silhuetter af skibe, der gled forbi, mens vi spiste en lidt kedelig og europæiseret udgave af det malabariske køkken.
	Den lokale havnebus Selve Cochin by hedder egentlig Ernakulam og ligger inde på fastlandet, mens Fort Kochi er den gamle kolonifæstning, der ligger på spidsen af en langt small halvø ved flodmundingen. Mellem Fort Kochi og Ernakulam sejler flere passagerfærger i pendulfart og bringer lokale, mænd og kvinder med og uden slør, børn og cykler og turister mellem de to bydele for mindre end en krone. Motoriserede køretøjer må af egen drift køre de ca. 13 km, der er ad landevejen. Sejlturen varer mindre end en halv time, men er en dejlig fredelig pause inden man på den anden side rammer den travle, støjende og osende storby, der summer af vækst og driftigt erhvervsliv langs den store Mahatma Gandhi Road, der i dynamisk tigerkapitalisme befinder sig så langt fra Mahatma Gandhis tanker om Swadeshi (self-reliance) og Khadi (selvforsyning) som man vel overhovedet kan forestille sig.
Kalayan Silks I en sidegade til Mahatma Gandhi Road ligger et seksetagers kæmpe varehus med tekstiler, metervarer, sarier og færdiglavet tøj i alle farver og former. Bomuld og viskose og silke fra Kashmir og Kerala og andre eksotiske steder i mange forskellige kvaliteter og dermed prisklasser. Der er noget for en hver smag og en hver pengepung – måske lige bortset fra den fattigste, der med en dagsløn under 25 kroner enten må nøjes med at købe ind i en af de mindre glamourøse butikker langs landevejene eller slet ingen ting kan få. Tre af de seks etager er helliget sarier, hvor af den ene etage alene er til designersarier i silke. Selvom vi var fristet af de mange farver og den glatte silke nøjedes vi med at kigge og købte i stedet en hvid Dosi (lændeklæde) til Nis og et hvidt tørklæde til Åse begge i mere simpelt bomuld.
	Backwaters fred og ro Med husbådens monotone brummen som kraftfuldt baggrundstæppe sejlede vi stille og roligt ad de kokospalmekransede kanaler til klaskende lyd af kvinder, der ude af sync, bankede det våde tøj mod glatte vaskesten eller skramlede med messingkar og metalspande, mens bitte små drenge med tændstikstynde arme og ben hvinende pjaskede i vandet til tonerne af messende sang fra en forbipasserende kirke, der blandede sig med styrmandens klagende hindupop, så det er svært at høre hvilke sange, der er inspireret af hvem. Af og til, når vinden bar musikken i en anden retning, hørtes sang og kvidder fra farvestrålende og ukendte fugle ind imellem overdøvet af stemmer og støj fra arbejdende indere, i gang med lige så ukendte daglige rutiner på et rullende og pludrende malayalam udtalt så hurtigt, at prøver man at gøre dem kunsten efter, snubler tungen ubehjælpeligt i munden. Backwaters er ikke et tropisk bountylandskab som man måske kan få indtryk af, når man ser de stemningsfulde fotos, men et levende og frugtbart landbrugsområde med rismarker, bananplanter, kokospalmer, mangotræer, jackfruits, papayer, mandler og hundredevis af andre nyttige afgrøder bundet sammen af et sindrigt system af kanaler og pumper og livlig trafik af små og større både på kryds og tværs. Men morgenstemningen, når solen langsomt brænder morgendisen af med sine varme og gyldne stråler, inden lyden af den travle hverdag overdøver fuglenes morgensang, kan man nu ikke klage over.
Our Land På en lille ø, man kun kan komme til med kano eller husbåd, ligger et lille fredeligt retreat med 3-4 seperate bungalows direkte ned til bredden, hver med vidunderlig udsigt ud over floden, der bugter sig igennem det frodige landskab af rismarker, kokospalmer, bananlunde. Her er ingen ting - ingen butikker, ingen støjende veje, ingen larmende templer, ingen wi-fi eller internet - absolut ingen ting at tage sig til andet end at slappe af, ligge i hængekøjen med en god bog eller fredeligt slumre hen til lyden af kanoer, der roligt glider forbi, en dunkende motor fra en husbåd eller de mange fugle, der synger fra trætoppene, mens en stille brise fra floden bringer lidt kølighed til den fugtige og døsige eftermiddagshede. Hvis man trænger til ro er Our Land stedet.
	Stork Billed Kingfisher og Blue Tailed Bee Eater Our Land byder også på noget så sjældent som en fugleinteresseret vært, der gladeligt og tidligt om morgenen før morgenmaden, arrangerer guidede ture, der, mens den rosagyldne sol langsomt stiger op over kokospalmernes silhuetter og de frodige og græsgrønne rismarker, byder på et utal af fugle, den ene mere farverig end den anden. Den blå og grønne Stork Billed Kingfisher med det enorme og røde næb, den noget mindre Commom Kingfisher med sin imponerende flotte blå, orange, sorte, gule og røde fjerdragt, den lille bitte sorte og gule Sunbird, den lidt større grønne, blå, gule, brune og sorte Blue Tailed Bee Eater, den irishvide Egreed, den blåsorte, grønne og crimsonrøde Asian Koel, Blacked Hooded Oriole med sorte og lysende orange fjer, den knald sorte Black Drongo med sin lange splittede hale, den kukkende Greater Coucal med sorte, purple og valnøddebrune fjer, den lille sort hvide Oriental Magpie Robin og dusinvis andre, som vi ikke fik noteret ned i farten, mens den store rødbrune og hvide Brahminy Kite langsomt svævede henover de oversvømmede rismarker majestætisk spejdende efter fisk eller andet bytte.
Transport til og fra Først med kano over floden. Dernæst vente. Så taxituc med venlig og snakkende chauffør ad smalle stier på jordvolde mellem rismarker og kokospalmer ud til den smalle asfalterede vej til den lidt større og betydeligt mere trafikkerede hovedvej. Dernæst vente. Så en god times dunkende sejllads med den lokale færgebus på floden forbi templer, små skibsværfter, fornemme rastepladser for udflugts- og husbåde, primary og secondary schools, der var tomme og lukkede fordi det var søndag, fattige hytter af blik og flettede palmeblade, fornemme villaer med plads til egen båd og meget mere for at ankomme til Alleppey midt på dagen, hvor solen står højt og skyggerne er små. Dernæst efter nogle timer i byen finde busstationen, spørge venlige indere om den rette busrute, finde den i rækken af totalt ens busser med uforståelige destinationer på malayalam, stige på uden at være helt sikker på, om det nu er den rette, betale de 20 rupies for to til den venlige konduktør, der endnu engang forsikrer os om, at vi er på rette vej, og at han nok skal sige til, når vi er nået til Pandarakkulam. Dernæst næsten ingen ventetid inden bussen begiver sig rumlende, skramlende og dyttende afsted, mens vi som eneste hvide klemmer os sammen på et sæde, beregnet for to meget mindre indere, og mindes de utallige timer i overfyldte, osende og alt for varme busser på vej igennem indiske byer og landskaber. Dernæst pludselig fremme og sat af midt på en landevej til et overraskende gensyn med den venlige taxitucchauffør, der var lige så snaksagelig på vej tilbage gennem rismarkerne med den varme eftermiddagssol i øjnene og de lange skygger til den kano, der igen sejlede os over floden til en ventende kop black-Kerala-Tea-with-no-milk-and-no-sugar og en friturestegt bananasnack.
	Alleppey Det var søndag og mange butikker havde lukket. Men ikke alle. På hovedgaden var de fleste tøjbutikker og juvelerforretninger åbne og velbesøgte. Indimellem frugt og grønthandlere, der solgte appelsiner, ananas, agurk, auberginer, chili, kokos, blomkål, hvidkål, jams, løg, bananer, grønne bønner, lime, citroner,okra, mango, tabioka, ingefær, peberfrugt, rødkål, gulerødder, vandmelon, rødbeder, squash, curry leafs, frisk koriander, bananblade, tomater og æbler importeret fra USA og hvidløg fra Kina samt mange andre grøntsager og frugter, vi ikke kunne genkende. På gaden var også lotterisælgere med fristende lodder til drømmen om den store milliongevinst og peanutsælgere, der til en mere beskeden sum tilbød et aviskræmmerhus fuld af fristende og lune peanuts med eller uden chilimasala. I erindring fra sidste gang jeg besøgte Sydindien for mere end 30 år siden er selvfølgelig de ristede peanuts, der hverken i smag eller indpakning havde ændret sig meget. Det havde til gengæld to andre markante og menneskelige forhold. For det første har vi ikke endnu set en eneste person med sygdommen Elefantiatis med de enorme og opsvulmede ben og fødder, der i 70’erne var en meget markant del af gadebilledet i Alleppey. Et tydeligt og positivt tegn på forbedring af sundhedstilstanden, som også de fattigste i Kerala har oplevet i de sidste 30 år. For det andet er der mange andre gråhårede europæiske turister på både 60+ og 70+, hvilket stort set ikke eksisterede for 30 år siden. Europæiske pensionister, der valfarter til eksotiske rejsemål i fremmede lande, er til gengæld et andet synligt tegn på den øgede velstand som Europa og Nordamerika har oplevet de sidste 30 år.
Alappuzha-Trivandrum Lyden er den samme, når lokomotivet højlydt og med det skærende horn i bund melder sin ankomst. Togvognene med træsæder i tre lag og gitter for de åbne vinduer er også de samme – eller ligner – dem, vi rejste med for 30 år siden. Men det larmende og levende mylder af mennesker med pakker og kufferter, de råbende kaffe- og tesælgere med engangskrus af ler og de overfyldte togkupeer med mennesker og sindigt tilsnørede pakker er erstattet af online reservationer, digitale meddelelsesskærme, velassorterede kiosker med papkrus og en håndfuld tålmodigt ventende rejsende med Ipads, hvide øretelefoner og smarte rejsekufferter. Togrejsen på 2nd aircon til Trivandrum var kedelig, men hurtig og effektiv bortset fra den halvanden times forsinkelse, der som tidligere blev tilbragt i afslappet uvished om forsinkelsens størrelse, men nu dog under en svalende brise fra de mange elektroniske vifter på perronen.
	Gensyn med Mitraniketan Da bilen drejede op ad den smalle vej med den lille tekiosk på bakken med de søde bananer hængende fra loftet genkendte jeg Mitraniketan. De glade børn, der flittigt koncentrerede sig om skolebøgerne i de små runde og åbne klasseværelser mellem de mange og skyggende træer vakte også minder fra de første besøg i 1978. Men Mitraniketan er vokset og udvidet med højskole støttet af DANIDA, forsøgsstation støttet af landbrugsministeriet, German Bakery doneret af gavmilde venner fra Tyskland og et rural development center, der forsøger at holde fast i tankerne om selvforsyning, handicraft og tilpasset teknologi, mens en hastig voksende middelklasse i Kerala tydeligvis foretrækker billige og masseproducerede forbrugsgoder. Vi blev godt modtaget og vist rundt af Asha, datter af Mitraniketans stifter og foregangsmand Viswanathan, der døde sidste år, og vi havde nogle dejlige timer sammen med hans kone Sethu, der venligt og levende fortalte om stedets historie og livet i Mitraniketan og Kerala i går og i dag.
Kovalam Beach I The Rough Guide to Kerala beskrives Kovalam Beach som et fortabt hippieparadis, der blev begravet i turistindustriens ukontrollerede malstrøm af hoteller, restauranter og tøjbutikker med hippie-india-look-a-likes og tilbud om hennatatovering og ayrevedic yogamassage til hedonistiske 50+’ere fra England og solforskrækkede skandinaviske turister. Og sandt er det, at det Kovalam med kokospalmer og simple hytter beboet af unge, brune og ubekymrede europæere på rejse i Asien, jeg oplevede 70’erne, ikke findes mere. Men Kovalam Beach er blevet præcist det, som den stadigt voksende europæiske turiststrøm efterlyser og er således hverken bedre eller ringere end de tusindvis af sydeuropæiske strande og romantiske middelhavsøer turister også valfarter til. Masser af sol, en varm og venlig sandstrand med store runde bølger, der skummende ruller op på den flade strand til et billigt og friskt udbud af juice, kolde øller og et smagsmæssigt tilpasset sortiment af eksotiske fiskeretter serveret med udsigt direkte til solnedgangen fra den flisebelagte og oplyste promenade, der ligger helt ned til stranden. Det interessante er, at godt en kilometer nord for den europæiserede strandidyl på den anden side af klipperne findes en tilsvarende strand stort set uden udenlandske gæster eller den butikstunge strandpromenade, men i stedet med busfulde af indiske turister og børn i nypressede skoleuniformer, som sidst på eftermiddagen valfarter til stranden for at se solen gå ned i det Arabiske Hav.
	Thiruvananthapuram På den varmeste næsten vindstille dag i Trivandrum var larmen fra lastbiler, knallerttaxier, motorcykler, biler og busser, alle med omhyggelig og højlydt brug af horn ved hver en forhindring i de smalle markedsgader, så høj at det næsten gjorde ondt og lysten til at ose forsvandt i heden under den bagende sol. Sveden gennemblødte skjorter og bluser på ingen tid, så de airconditionerede varehuse med textiler og smykker blev et kærkomment ”safehaven” efter kigget på templet ved East Fort med køen af troende hinduer på vej ind i templets hellige midte, hvor ikke-hinduer som os er forment adgang, og slalomturen mellem fodgængere, motorcykler, rickshaws og biler i markedskvarteret. Ligeså hektisk, kaotisk og larmende downtown Trivandrum er ligeså fredelig, rolig og næsten kølig er Trivandrums regeringsbydel, der ligger højere end centrum med brede boulevarder og store, gamle og skyggefulde træer og gamle og flotte paladslignende bygninger. Her ligger regeringskontorerne og de administrative centre og her bor prinserne efter Keralas sidste konge stadig.
Facelook Selvom plastaffaldet hober sig op i hver en krog og hvert et ubenyttet byrum bød gadebilledet af og til også på næsten geniale påfund, der helt symbolsk fanger det moderne Sydindiens stræben efter den globaliserede verdens modsætningsfulde forbrug i en nøddeskal. Åse og Nis eventyrlige rejse til Sydindien slutter her efter mange fantastiske, forunderlige og tankevækkende oplevelser i et Kerala, der har forladt sin fortid som belæst og kommunistisk u-land til fordel for en fremadstræbende og forbrugshungrende vækstøkonomi med store og uløste problemer og synlige udfordringer.
	The beauty lies in the eyes of the beholder Man siger, det er dårlig stil at gå ned på udstyr. Det skete for fotograferne af denne eventyrlige rejse- og fotodagbog allerede på førstedagen. Mit elskede Canon EOS 60D med 17-85 mm IS USM objektivet strejkede således efter det første foto af Åse på stranden ved Calicut. Resten er historie optaget med kameraet i min mobiltelefon fremkaldt i Photoshop sene og svedige aftenstunder, hvor Åse langsomt og fredeligt forsvandt ind i de medbragte romanuniverser, but the beauty of the photo lies in the eyes of the beholder… Vi skylder også en tak til Grace Tours, der mod betaling arrangerede denne fantastiske rejse med velgennemtænkte forslag til rejsemål og logi, altid punktlig og behagelig transport og kompetent og venlig service af personalet i Kerala, der muliggjorde vores eventyrlige genbesøg til Indien.